SEO-venligt webdesign med Joomla

September 9th, 2009

En af mine kæpheste er, at Danmark har 1000 små Webbureauer med hver deres proprietære Content Management System, med hver 7 kunder. De opfinder den dybe tallerken hver dag, da kunderne stiller krav om dette og hint smarte modul til deres hjemmeside. Hver gang en kunde finder på et nyt modul, som det vil være smart eller nødvendigt for deres hjemmeside, skal de betale for udvikling af det.
Hvis en kunde en dag bliver utilfreds med det lille Webbureau, har de lidt af et problem. Kunden kan ikke gå et andet sted hen og få vedligeholdt systemet, da det jo netop er baseret på et proprietært CMS, som kun det lille Webbureau kan programmere.

Hvis kunden i stedet havde valgt et Open Source CMS, ville der sikkert allerede findes et færdigt plug-and-play modul, som vil kunne klare den smarte eller nødvendige opgave på hjemmesiden. Og så er det gratis. Der er ingen licensomkostninger. Kun omkostninger til en designer, som skulle til alligevel. Og omkostningerne til en programmør til at skrue modulerne sammen.

Jeg vil gætte på en gennemsnitlig besparelse på 100.000 kroner pr. løsning. De sparede penge kunne så bruges til at gøre hjemmesiden synlig på Internettet – på Google. For her har de små Webbureauer ikke meget forstand. Enten er det proprietære CMS slet ikke indrettet til at udføre søgemaskineoptimering (SEO) på, eller også har de glemt at fortælle kunden, at der skal “lidt” arbejde til, ofte med hjælp af en ekspert, for at gøre hjemmesiden søgbar på Google.

Det værste er at mange webløsninger afløser en tidligere, og så “glemmer” Webbureauerne at lave 301 redirects fra den gamle til den nye. Jeg har hørt utallige webprogrammører udtale, at det ikke er nødvendigt, da Google snart indekserer de nye URL’er. Jo, goddaw do. Jeg har også netop talt med én, som selv har prøvet det på den hårde måde. Det tog kun 8 måneder.
Og det er jo så en anden af fordelene ved Open Source CMS’er som Joomla, Typo3 og WordPress. De værktøjer der skal til for at udføre søgemaskineoptimering, findes som standard.

Så hvis du er i markedet for at finde en leverandør af en ny hjemmeside, så anbefales Open Source. Men vær dog opmærksom på, at det heller ikke er alle Webbureauer, som tilbyder de løsninger, som ved noget om søgemaskineoptimering. Og hvis de påstår at det er gratis, så find en anden. Der er ingen der har råd til at give timer væk gratis. Hvis du har brug for, at hjemmesiden er synlig på Google, så afsæt penge i budgettet til professionel søgemaskineoptimering.